30 år med Trial - Del 2
Som nævnt havde havde jeg nu fået blod på tanden, Så da jeg bliver hjemsendt fra militæret sommeren 1977, (Jeg havde været professionel soldat siden jeg var 16. det var dengang !! ) Drog jeg på min Honda 500 over Storebælt, for at bytte den med en sprit ny Montesa Cota 348. det var på det tidspunkt Walther Hansen, Slagelse MC der var Montesa importør, så han ville godt tage Hondaen i bytte, han gav så vidt jeg husker 10.000 for Hondaen, (det kan man næsten ikke få sådan en for i dag) og da en ny 348er kostede 8300 kr var der lidt penge til hjemturen.
Sikke en cykel kun godt 90 kg, et sæde med kun 2 cm polstring, bremser der kunne stoppe cyklen fra 50 – 0 på under 50m, og en fantastisk glasfibertank der knustes ved den mindste kontakt med noget hårdt, med det var toppen af poppen. Og fra denne dag har jeg med undtagelser der kan tælles på en hånd, deltaget i samtlige danske trials siden, Min første pokal vandt jeg til Stenstrup trial samme år, med en 6 plads i Junior klassen, blev det til pokalen ”bedste begynder”. En pokal der stadig har en hædersplads.
Herover ser i den fine Montesa i aktion, i øvrigt til et af de få trials, hvis ikke det eneste der blev kørt i Sjøholm grusgrav der lå lige nord for Svenstrup, ved Ålborg, læg lige mærke til Outfittet, rigtigt Belstaff vokstøj. Jeg blev i øvrigt nr. 4 foran Georg Jensen (Kjeld Jensens far) Annoncen herunder er fra Motorbladet februar 1977.
Det var denne Montesa der i øvrigt gav mig, og andre der kørte Montesa i disse år den vane, med at man altid skal checke om modellen er ordentlig i gear, det virkede nemlig som om den var udstyret med 50 gear, hvoraf de 45 var frigear, det var ofte med livet som indsats når man fyrede modellen af , op af en lang bakke, pludselig gik det baglæns næsten ligeså hurtigt som det lige havde gjort den anden vej, og som en yderligere finesse, var bagbremsen lavet sådan, at hvis man bremsede mens cyklen kørte baglæns, var der stor sandsynlighed for, at armen der holdt ankerpladen bøjede, med det resultat, at hele bremsearrangementet blev rykket i stykker, jo det var spændende.
På det tidspunkt var deltager antallet i øvrigt ikke ret meget større end i dag, men specielt i Senior blev der lagt en stor seriøsitet for dagen, her var det de to brødre fra Støvring der var ”spidserne” sammen med Villy Kyndesen, sidstnævnte en nok den bedste trialkører vi har haft der ikke er blevet danmarksmester.
Lars og Peter kørte næsten som professionelle, med masser af sponsorer, og alt grejet i 100% orden, de deltog i øvrigt flittigt i trials både i Norge Sverige og Holland. Og man kunne være sikker på at både de og andre kørere, havde trænet flittigt op til et trial.
Min første hele rigtige sæson bliver skudt i gang allerede den 15. januar 1978, nemlig Kelstupskov trial på Fyn, Et trial der blev kørt på dette tidspunkt i mange år, uanset vejret, så der er blevet kørt i en halv meter sne og hvad man ellers kan forvente på denne årstid, og da halvdelen af sektionerne lå i en bæk, der til tider var meget dyb, var det ofte en meget barsk affære, og det var ikke noget med at det kun var de hårde der skulle ned i vandet, dengang kørte de to klasser der var, nøjagtigt samme spor, så det var bare om at hænge i. Men det sidste halve års intensive træning på Montesaen begyndte nu også at kunne mærkes, så sæsonen blev åbnet med en andenplads i Junior. Et andet kendt navn i Juniorklassen, var Karl Erik Kaldal der jo er stoppet for ikke så længe siden, på en 4 plads. Senior klassen blev vundet at Villy Kyndesen.
Hvis vi kigger på resultatlisten fra 4 DM i Dronninglund, vil man finde flere navne som mange husker endnu. Nr. 1 i Junior Jan Thomsen, Nr. 6 Kjeld Jensen, !! han var ikke ret gammel. Til dette trial kørte jeg i øvrigt på min nye cykel jeg den 23/9 78 havde købt hos Falke motor i Støvring, for 7500 kr. nemlig ikke mindre end den revolutionerende nye Fantic 125
Med en vægt på kun 79 kg, og en meget frisk 12 hk 125cc.var det noget helt andet en Montesaen, utroligt letkørt i forhold til den tunge Montesa, dette opvejede længe de manglende kræfter. Dette faktum gjorde også at Peter Falk der i det år var toer i DM i Senior også skiftede til Fanticen, med succes. Peter blev toer på den til årets Stenstrup trial, hvor vi i øvrigt finder Leif Nielsen på en sjetteplads på hans næsten 3 gange så store Bultaco.
Sæsonen 1978 sluttede den 3 december til Søgård trial i det militære øvelsesterræn syd for Åbenrå. Her blev jeg slået med to points af Jan Thomsen, men jeg var tændt efter førstepladser, (jeg havde nok opgivet, hvis jeg havde vidst at der skulle gå helt til Stenstrup 1986 før jeg fik min første numero uno.)
Hans Jørn Beck